I Hørning Dagtilbud mener vi, at børns trivsel, udvikling, dannelse og læring er afhængig af de voksen-barn relationer, børnene indgår i. Vi er optaget af at kvalificere vores relationer og henter i denne sammenhæng bl.a. inspiration fra den pædagogiske tilgang RARRT.
Vi arbejder med relationer, fordi vi grundlæggende tror på, at vi som mennesker formes af de sociale samspil, vi indgår i. Hvordan vi mødes og opfattes af andre har stor betydning for vores selvopfattelse og vores muligheder for at handle - for hvem vi er og løbende udvikler os til! Når vi er optaget af at blive endnu bedre til at indgå i udviklende sociale samspil med børn, forældre og kollegaer, er det fordi, vi alle fortjener at blive ”den bedste udgave af sig selv”!
I vores daglige arbejde med at kvalificere vores relationer er vi optaget af at møde børnene på en anerkendende måde. Når vi møder børnenes følelser, etablerer fælles opmærksomhed og viser, vi kan lide dem - når vi stræber efter at respektere det enkelte barns oplevelser samtidigt med, at vi er opmærksomme på at dele vores egne perspektiver på div. hændelser – så skabes et fundament for positiv udvikling.
Vores relationelle tilgang betyder, at vi i vores daglige pædagogiske arbejde har fokus på det enkelte barns (den enkelte forælders/kollegas) ressourcer og succeser samt at vi hele tiden holder hinanden fast på at møde alle både børn og voksne med positive forventninger.
At kvalificere vores sociale samspil kræver også en stor grad af refleksion. Alle parter har betydning for udfaldet af relationelle samspil, hvorfor vi er meget opmærksomme på vores egen andel i udfaldet af de sociale samspil, vi indgår i. Bevidstheden omkring vores egen betydning for andre menneskers oplevelser og reaktioner betyder, at handlemuligheder i forhold til børns udfordringer aldrig kan anses for at være udtømte. Der er altid noget, vi kan ændre f.eks. i vores fag-personlige tilgange eller i vores måde at organisere os på.
Vores relationelle tilgang indebærer således, at vi har mod til at bringe os selv i spil. Mod til at afsøge de nye veje, som kan sikre, at flest mulig børn inkluderes og får de bedst mulige udviklingsbetingelser.