Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

NUSSA i Hørning Dagtilbud

I Hørning Dagtilbud er nogle af vores pædagoger uddannet NUSSA-trænere. NUSSA er et udviklings- og legebaseret børnegruppeprogram, som vi kan bruge til alle børn i Hørning Dagtilbud. NUSSA - der er en forkortelse af Neuroaffektiv Udviklingspsykologisk Struktureret Social Aktivitet - har fokus på tre overordnede indsatsområder: affektregulering (arousal/energiregulering), mentaliseringsevne, det vil sige personens forståelse af verden, og evnen til at indgå i sociale relationer.

 

Formålet med aktiviteterne er at opbygge og styrke børns følelsesmæssige, personlighedsmæssige og sociale ressourcer gennem vokseninitieret leg. Legen er derfor selve basen for aktiviteten, hvor børnene møder fælles oplevelser i trygge og forudsigelige rammer. Vi leger med synkronisering og rytme, følelser og mentalisering gennem leg med eksempelvis faldskærm, rasleæg, risposer, balloner og sange.

 

Det pædagogiske personale har i samarbejde med forældrene et ansvar for at støtte alle børn og sikre, at alle børn deltager i sociale relationer og dermed i fællesskabet. Alle børn kan deltage i, og have gavn af, et NUSSA-forløb. Aktiviteterne kan have en særlig betydning for børn i udsatte positioner. Det pædagogiske personale skaber, gennem NUSSA, et forløb, hvor der er særlig opmærksomhed, tryghed, genkendelighed og sjove lege.