Børnehuset Elgårdsminde er en del af Hørning Dagtilbud og vi arbejder, som i resten af dagtilbuddet, ud fra et relationelt og anerkendende menneskesyn.
Vi er normeret til 82 børnehavebørn fordelt på 3 børnehavegrupper. Alle børn og voksne er tilknyttet en fast gruppe, men vi laver ofte aktiviteter på tværs af grupperne.
Vi har fokus på skabe læringsmiljøer, hvor vi støtter børnene i at danne og begå sig i ligeværdige relationer med hinanden.
Vi vægter at skabe små og store fællesskaber samt at styrke børnenes indbyrdes relationer, da det giver et meningsfuldt fundament i forhold til at se og udvikle børnenes ressourcer og kompetencer.
Helt særligt for vores børnehus er, at vi har vores egne dyr - heste, geder, grise og katte.
Børn, personale og forældre er sammen om at fodre, gøre rent og kæle for dyrene.
Vores forældre skiftes til at passe dyrene i weekender og på helligdage.
Børnene lærer, hvordan man omgås dyr og ligeså vigtigt - de lærer at tage et medansvar. Et medansvar for dyrene og for hinanden – for store børn er en god støtte, når nye og mindre kammerater skal hjælpes på vej ud i dyrepasningens kunst.
En hånd at holde i og et par gode råd er guld værd - også i forhold til at udvikle sociale kompetencer.
Naturen og dyrene er således vores primære læringsrum og er ofte udgangspunkt for vores arbejde med den pædagogiske læreplan.