Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Pædagogik og fokusområder

Pædagogik i Engen

I Engen arbejder vi ud fra en anerkendende tilgang, således at alle børn mødes positivt og vi som pædagogiske medarbejdere giver børnene de bedste forudsætninger for at opbygge et selvværd som gør at ingen børn føler sig forkerte. Vi ser på børnenes ressourcer og kompetencer, ligesom vi i samarbejdet med barnets forældre har fokus på en åben og ærlig involvering i hverdagen i børnehaven, da hjemmet og børnehaven altid vil være to forskellige arenaer for børnene at navigere i. Og hvis nogle forældre skulle finde behov eller lyst derfor, er der altid mulighed for at komme og være sammen med os og børnene i børnehaven en dag, såfremt vi i fællesskab vurderer at det kan give mening for Jeres barns trivsel og udvikling.

Fokus på sammenhænge i børnenes liv

Når et nyt barn starter i vores børnehave - det være sig hvis det kommer fra at være passet i hjemmet, kommer fra dagpleje eller fra vuggestue - vil opstarten altid være en fælles aftale mellem Jer som forældre og os som institution. Alle børn er forskellige og alle børn reagerer forskelligt på det nye. Sammen med Jer aftaler vi hvordan de første dage ser ud, og så aftaler vi løbende på baggrund af Jeres barns tilgang til børnehaven og reaktion på det nye.

Tre til seks måneder efter Jeres barn er begyndt i børnehave vil I blive inviteret til en såkaldt "3-6 måneders samtale" hvor vi drøfter Jeres barns første tid hos os, og I kan give os feedback på om der er noget vi kunne have gjort anderledes under opstarten - vi kan nemlig altid lære. Der er altid mulighed for at vi afsætter tid til et ekstra møde før eller efter de tre til seks måneder, såfremt I eller vi måtte have behov derfor.

I vil opleve at vi, når Jeres barn er i 3,4 års alderen, spørger om Jeres samtykke til at lave Rambølls Sprogvurdering på Jeres barn. Det er nemlig et lovpligtigt tilbud. I nogle tilfælde vil vi finde behov for at lave en DPU (Dansk Pædagogisk Udviklingsbeskrivelse) som bl.a. skal benyttes såfremt vi skal inddrage PPR i samarbejdet omkring Jeres barn. Drøftelsen omkring dette vil altid ske i et ligeværdigt samarbejde med Jer hvor vi giver en grundig beskrivelse af hvorfor vi tænker at dette kunne være relevant.

I overgangen til en anden børnehave eller til skole (i det år barnet fylder seks år) vil vi i samarbejde med barnets forældre tale om muligheden for et overleveringsmøde. I nogle tilfælde, eksempelvis hvor der har været særlige tiltag omkring barnet eller andet som er vigtigt at give videre, vil vi altid anbefale et overleveringsmøde, for at den nye børnehave eller skole har de bedste muligheder for at imødekomme Jeres barns behov. 

Sammenhænge forudsætter et tæt forældresamarbejde

For at vi kan gøre det allerbedste for at skabe sammenhænge i Jeres barns liv, er det vigtigt at vi har et tæt samarbejde med Jer som forældre. Sammen har vi en fælles opgave i at bygge bro mellem hjem og børnehave for Jeres barn, så udover at I skal holde Jer orienteret omkring tiltag på Jeres barns stue mm. gennem AULA, har vi en forventning om åbne og ærlige dialoger, for at Jeres barn kan trives, lære og udvikle sig så godt som overhovedet muligt.

Det er meget vigtigt for børnenes sociale udvikling at der holdes fokus på en god tone og et positivt sprog omkring børnehavens børn og voksne samt på det fællesskab der er på stuerne, og på det fællesskab der opstår mellem børn på tværs af stuerne. Vi er en meget mangfoldig børnehave, og det kan vi alle lære utroligt meget af.

Udvikling af den pædagogisk kvalitet vi tilbyder Engens børn

Vi arbejder målrettet på at udvikle vores faglighed og den kvalitet vi tilbyder børn og forældre i Engen, både i forbindelse med overgangene henover dagen, men også i alle vores hverdagsrutiner hvor børnene skal have en høj grad af indflydelse på livet i børnehaven.

Under fanen "Pædagogisk tilsyn 2024" kan I se de konkrete tiltag vi arbejder med, både internt i Engen og i samarbejde med Lunas Vuggestue.